Læs mere på www.nytaspekt.dk


I januar 2001  skriver
Roald Pettersen i "Nyt Aspekt":

 

Reinkarnation bevist.

 

Når børns medfødte mærker eller misdannelser svarer til deres erindringer om tidligere liv, er det svært at komme tættere på et bevis for reinkarnation.

255 sådanne tilfælde er videnskabeligt dokumenteret af forskeren lan Stevenson.

Flere hundrede tilfælde, hvor små børn hævder at huske tidligere liv, er gennem en årrække blevet undersøgt, bekræftet og dokumenteret af den amerikanske forsker lan Stevenson.

Af de 2600 tilfælde, som er registreret, har han udvalgt 255 til nærmere undersøgelse (offentliggjort i en videnskabelig afhandling), og af disse er de 112 mest interessante omtalt i hans bog Where reincarnation and biology intersect (Hvor reinkarnation og biologi mødes).

Ud over, at detaljerne fra børnenes fortællinger har kunnet kontrolleres, har Stevenson som videnskabsmand også lagt vægt på tilfælde, hvor modermærker eller misdannelser stemmer overens med de skader, børnene blev påført, da de omkom i deres foregående liv - skader som siden har ladet sig bekræfte.

Dermed får man noget håndfast og biologisk at holde sig til - en fordel, når man skal kommentere noget efter videnskabelige metoder.

Stevenson har koncentreret sig om hinduistiske og buddhistiske lande i Asien - hovedsageligt Burma, Indien og Sri Lanka. I disse kulturer accepterer folk reinkarnation som et fænomen, og små børn bliver taget alvorligt, når de begynder at fortælle om tidligere liv, hvorimod sådanne historier i den vestlige kultur som oftest affejes som fantasi, så barnet hurtigt lærer at tie stille for siden at glemme.

Det er stort set kun vores vestlige kultur, som ikke vil acceptere reinkarnation som et fænomen. Skeptikerne påstår, at troen på reinkarnation bare skyldes menneskets angst for at dø.

Det er nok sandt, at mange af os ønsker at tro på et liv efter døden. Men Stevenson minder os om, at et ønske om, at noget skal være muligt, ikke gør det umuligt eller usandt. De fleste af menneskehedens fremskridt er sket, netop fordi nogen har vovet at tro på det, som skeptikerne anså for umuligt.

 

Usædvanlige dødsfald

Det sensationelle ved bogen er selvsagt de biologiske, fysiske beviser og alle de beretninger, som har ladet sig bekræfte. Men næsten alle de rapporterede tilfælde handler om mennesker, som omkom på en brutal måde - ved mord eller ulykker. Materialet er derfor ikke repræsentativt for flertallet af jordens befolkning.

Når folk dør, er den "normale" proces, at de passerer gennem en tunnel og træffer et lysvæsen, som giver en overvældende følelse af kærlighed og fred. Derefter ser de deres liv passere revy og indser selv hvilke fejl, de eventuelt begik, og hvad de fortsat ikke har lært.

Siden fortsætter sjælen ind i den ikke-fysiske "mellemtilstand", indtil den igen vælger at inkarnere, som regel efter at have udvalgt sine nye forældre og omstændighederne for det nye liv.

Denne proces beskrives i Raymond Moodys bog Livet efter livet, som rapporterer flere hundrede tilfælde af nærdødsoplevelser, hvor folk, som er erklæret klinisk døde, pludselig vågner til live igen, fordi de har fået besked om, at deres død var en ikke-planlagt misforståelse, og at de fortsat har vigtige opgaver at udføre i dette liv.

Disse oplysninger bekræftes i Helen Wambachs bog Livet inden livet, hvor flere hundrede mennesker fortæller noget lignende under regression.

Det virker, som om en pludselig og brutal død kan forstyrre dette normale kredsløb for sjælen. Stevensons materiale beskriver tilfælde, hvor folk bliver dræbt, uden at det var meningen, men hvor kroppen bliver så ødelagt, at den ikke kan vækkes til live igen.

De fleste af Stevensons tilfælde forbliver derfor i den fysiske dimension som sjæle uden krop og inkarnerer så hurtigt som muligt i det første "ledige" foster, som de kan finde i nærheden, og fortsætter inkarnationen i den nye krop.

Enkelte fortæller, at de simpelthen fulgte efter den første person, som kom gående, og inkarnerede sig ved første mulighed i den nærmeste landsby. Men da sjælen ikke har formået at frigøre sig helt fra den fysiske dimension, bliver det nye foster præget af de fysiske træk og skader på den foregående krop.

 

Indika var Dharshana

Et af bogens typiske eksempler er beretningen om drengen Indika Ishwara, født 1972 på Sri Lanka. I treårsalderen begyndte han at fortælle om et tidligere liv som en ung skoleelev - med mange detaljer om personer og steder.

Indikas far havde en bekendt i den landsby, Indika hævdede at have levet i, og kunne derfor få opsporet familien til en dreng, Dharshana, som var død i 11-års alderen efter kort tids sygdom.

Dharshanas far kom og hilste på Indika og blev overbevist af alt, hvad Indika kunne fortælle om Dharshanas liv. Senere mødte Indika også flere andre medlemmer af sin tidligere familie og kunne identificere dem.

I Indikas tilfælde noterede Stevenson 36 påstande om det tidligere liv, som blev fremsat, før de to familier mødtes. Af disse var de 31 korrekte, én kunne ikke bekræftes, to var ukorrekte og to tvivlsomme - dog kun i videnskabelig forstand.

Blandt de korrekte påstande var en lang række navne på familiemedlemmer og andre detaljer. Blandt de ukorrekte var påstanden om, at Dharshana havde haft en tohjulet cykel. Han havde kun en trehjulet cykel, men fik lov at låne farens tohjulede. For en 11-årigs hukommelse er det måske det samme.

En anden "ukorrekt" påstand var, at Dharshanas familie havde kalve. Det korrekte var, at Dharshanas familie udlejede et græsningsområde til andre, der havde kalve, som Dharshana legede med og måske betragtede som sine.

Da Indika besøgte Dharshanas hus, gik han rundt og ledte, til han fandt ordene "Dharshana 1965" skrevet i våd cement på en væg. Dette havde Dharshana aldrig fortalt til nogen, og familien havde ikke opdaget inskriptionen, før Indika påviste den flere år senere i sit nye liv.
 

Forbehold

Som videnskabsmand har Stevenson valgt ikke at drage egne konklusioner, men i stedet stille læseren frit på grundlag af det solide materiale, som præsenteres. Han tager også alle tænkelige forbehold, fx over for tilfælde af såkaldt "moderprægning", dvs. at en gravid kvinde kan påvirke fosteret ved tankekraft.

Således blev en mor så skræmt af at se en mand i rullestol, at hun nærmest henfaldt til negativ visualisering og fødte et handicappet barn. Sådanne hændelser er imidlertid meget sjældne - og har i øvrigt heller ingen videnskabelig forklaring.

I de fleste af de tilfælde, som lån Stevenson undersøgte, kendte moren ikke til barnets historie før fødslen. Han afviser også, at historierne kan være "tankeoverføring", eller at barnet ubevidst gætter forældrenes ønsketænkning.

Selv i Asien bliver forældrene forundrede og overraskede over børnenes historier, der gerne indeholder et væld af detaljer, som forældrene ikke kender til.

 

Tvillingeforskning

Stevenson har undersøgt flere tilfælde af tvillinger, hvor én eller begge husker tidligere liv. Flere fortæller, at de har været venner eller søskende i et tidligere liv. Mens de befandt sig i "mellemtilstanden" mellem to liv, blev de enige om at inkarnere sammen som tvillinger.

Enæggede tvillinger, som husker tidligere liv, har ofte personligheder, der svarer til disse liv, og bliver derfor langt mere forskellige fra hinanden end sædvanligt for tvillinger, der vokser op sammen.

Der nævnes også eksempler på tvillinger, som efter blodprøver viser sig at være enæggede, men som ikke fysisk ligner hinanden, fordi de hver især er præget af deres tidligere liv.

 

Køn og status

I de tilfælde, hvor børnene hævder at have skiftet køn fra tidligere liv, opfører de sig som regel i overensstemmelse med deres køn i det foregående liv - i hvert fald i den tidlige barndom. Derefter vænner de sig til deres nye kønsroller og bliver "normale" voksne.

Både det burmesiske og det indiske sprog har specielle ord for, hvordan fx en yngre bror tiltaler en ældre søster, eller hvordan en mand af højere rang tiltaler en kvinde af lavere rang.

I de tilfælde, hvor børnene får lejlighed til at møde venner og familiemedlemmer fra foregående inkarnation, bruger de - til deres nuværende families overraskelse - stadig den tiltaleform, de brugte i foregående liv ud fra alder, køn og social rang, og bliver ofte accepteret for dette.

De husker også specielle kælenavne, som de i foregående liv kun brugte over for fx en nær ven, og i næsten alle tilfælde begynder det lille barn at tale om sit foregående liv, som om det fortsat er denne personlighed. En lille dreng fortæller fx: "Jeg har en kone og to børn i en anden landsby" - ikke:

"Jeg havde en kone..."

 

Fysiske misdannelser

Stevensons bog lægger stor vægt på at omtale misdannelser og modermærker (medfødte misfarvede pletter i huden), som stemmer overens med den måde, barnet hævder at være død på i det foregående liv. Dette er håndfast dokumentation for, at fysiske træk kan følge med personligheden fra et liv til et andet, men også temmelig makaber læsning.

I dag er misdannelser hos nyfødte registreret og kategoriseret. Næsten halvdelen af dem kan forklares ud fra genetiske faktorer, virusinfektioner eller kemikalier/ giftstoffer (fx Thalidomid og alkohol). Resten har man simpelthen ingen forklaringer på, og Stevenson mener, at skader fra tidligere liv kan være en forklaring i nogle af disse tilfælde.

Flere af hans tilfælde har desuden meget usædvanlige misdannelser (se "En arbejdsulykke" ).

 

Modermærker

Bogen dokumenterer talrige eksempler på, at børn fødes med mærker efter sårene fra en voldelig død i et tidligere liv, som de senere begynder at fortælle om. Mærket findes på det sted, hvor de fx blev stukket med en kniv, eller de har mærker efter reb, de har været bundet med.

I enkelte kulturer er det også sædvane at "mærke" en død person for at kunne bekræfte, at det virkelig er denne person, som genfødes, når et nyt barn kommer til verden med et modermærke på samme sted.

I nogle dokumenterede tilfælde er en sådan "mærkning" foretaget i hemmelighed af andre end forældrene, så man kan se bort fra, at morens forventninger kan have præget fosteret.

 

Dødstraumer

Materialet bekræfter det, som nu er velkendt for de fleste regressionsterapeuter: Personer, som druknede i tidligere liv, får vandskræk. De, som er blevet skudt, bliver bange for skydevåben osv.

I nogle af de omtalte tilfælde har barnet faktisk kunnet identificere sine mordere i det tidligere liv og er naturligt nok bange for dem eller stadig vred på dem.

Fælles for mange af historierne er, at sjælen ofte foretrækker tidligere venner eller kære familiemedlemmer, når den skal vælge omstændighederne for et nyt liv. Dette er også i overensstemmelse med regressionsterapeuters erfaring og Moodys og Wambachs forskning.

 

"Psycophore"

For at være strengt videnskabelig undgår Stevenson at bruge religiøst eller kulturelt belastede ord som fx "sjæl", når han skal beskrive den ikke-fysiske del af os, der fortsætter i et nyt liv.

I stedet introducerer han et nyt begreb: psychophore ("psyke-bærer") og fremsætter teorien om, at denne har evnen dl at vælge sine nye forældre og hvilket æg, som skal befrugtes (siden den kan vælge køn og genetiske træk), samt at den kan påvirke udviklingen af det nye foster, som den skal tage i brug.

En sådan psychophore har samme egenskaber som et magnetisk felt eller et morfogenetisk felt.

Denne tanke er dog ikke ny, idet flere europæiske biologer allerede i 1920-erne måtte ty til teorien om et felt for at forklare udviklingen fra befrugtet æg til foster og videre til spædbarn.

'Til trods for det interessante og banebrydende indhold kan man dårligt kalde Stevensons bog "god læsning". Dertil består den af alt for mange enslydende historier med vanskelige person- og stednavne samt en endeløs beskrivelse af groteske eksempler på mord, lemlæstelser og misdannelser (med billeder!).

Men den må få æren af at være den hidtil mest solide videnskabelige dokumentation af fænomenet reinkarnation.        

 

Eksempler

 

USA-pilot i Burma

Da Maung Zaw Win Aung blev født i Burma i 1950, var han lige så stor som et vestlig spædbarn (burmesiske spædbørn vejer gennemsnitligt langt mindre).

Så snart han lærte at tale, begyndte han at fortælle om sit tidligere liv som amerikansk jagerpilot, og at han egentlig hed John Steven.

Hans fly var blevet skudt ned i nærheden under et bombetogt nogle år tidligere. Desværre huskede han ikke sin militære rang eller regiment, så historien lod sig ikke bekræfte 100%.

Men det passer, at amerikanerne havde bombefly stationeret ved Calcutta i 1945 for at støtte englændernes kamp mod japanerne i Burma, og at flere af dem blev skudt ned i det aktuelle område.

Med sine vestlige træk måtte Maung klassificeres som delvis albino. Personen t.h. på billedet er typisk burmeser med mørk hud og hår samt mongolske øjne.

Gennem hele sin opvækst længtes Maung efter USA og alt, som var amerikansk. Han bad om vestligt tøj og om mælk og kiks i stedet for den stærkt krydrede burmesiske mad. Og han insisterede på at spise med ske og ikke med fingrene, som burmeserne gør.

l hele sin barndom legede Maung jagerpilot. Senere var han plaget af dårlig samvittighed over for de mennesker, han havde bombet ihjel i sit tidligere liv.

 

Genkendte sin morder

Ma Htwe Win (Burma) blev født med fremtrædende modermærker og alvorlige misdannelser. Tydeligst var "sammensnøringen" på venstre ler.

Så snart hun kunne tale, begyndte hun at fortælle om sit tidligere liv som Nga Than - en mand, som var blevet myrdet på en usædvanlig bestialsk måde. Vi skal ikke gå nærmere i detaljer (hvad Stevenson gør med videnskabelig uberørthed), men de stemte overens med misdannelserne.

Hun genkendte en af Nga Thans mordere og var bange for ham. Hun genkendte også Nga Thans søn, som hun bad sine forældre om penge til.

Hele beretningen kunne senere bekræftes, fordi mordet blev efterforsket af politiet, som også fandt det mishandlede lig.

 

En arbejdsulykke

En lignende misdannelse, brachydactyli (korte fingre), er en meget sjælden arvelig belastning i nogle familier. Som regel viser den sig som unormalt korte fingre - ikke afhuggede stumper som her - og i øvrigt så godt som altid på begge hænder. Ensidig brachydactyli er ekstremt sjældent.

Gengivet fra Alternativt Nettverk